Indlæg
af poul s » tirs 24. maj 2016 21:57
Hej Peter U.
Man føler sig snart som en medvirkende i Agatha Christies "Ten Little Indians", hvor den ene efter den
anden bliver udraderet af filmen. Hér er det bare en chatside.
Det er et glimrende foto du har sat på. En tidlig morgenstund, hvor Ove er frisk efter en lang cykletur
og Dirch har ondt i håret. Det ser ud som om, at de leger "Sten, papir, saks" til ære for fotografen.
Det er en meget mørk morgen, så det tyder ikke på en sommermorgen.
Det var jo på Gråbrødretorv at Dirch boede sammen med Judy Gringer. Efter Kjeld Petersens død blev
Dirch jo meget deprimeret og tabte interessen for deres parforhold, så Gringer så sig om efter anden
adspredelse. Da det kom Dirch for øre, sørgede han for, at alt hendes habengut blev pakket og stillet
udenfor lejligheden og nede på fortovet.
Gringer har pludselig givet flere interviews på sine gamle dage og benægter, at der var nogle mislyde
imellem dem, men hun virker mildest talt utroværdig.
Hun brød sig ikke om filmen "Dirch", da han var beskrevet alt for deprimeret efter Kjeld Petersens død,
og kaldte meget af handlingen for fri fantasi (NÆPPE).
Men mht. Ove Sprogøes musikalitet:
Jeg bliver altid glad i hovedet, når jeg hører ham synge "Fandens oldemor". Bortset fra hans hyl og skrig,
der indgår i den melodiøse sang, synes jeg, at han rammer hver en tone rent. Det er en svær sang.
Da Ove på sine gamle dage måtte stille cyklen, købte han et pensionistkort og her mødte jeg ham ofte (jo,
jeg har også en glorværdig fortid som HT-chauffør 1990-1993) på busserne til og fra Amager, hvor jeg
var ansat.
Han stod ofte på ved Højbro Plads, da det var tæt på hans favoritforretninger (slagter og fiskehandler).
I disse år filmede han ikke så meget, men var stjernen på Folketeatret.
Han kom altid i sin cottoncoat med en gammel lædermappe. Han lignede faktisk Anthonsen (bortset fra
moustachen) fra TV-serien. Han genkendte efterhånden mange af os chauffører og hilste altid pænt.
Var han lidt kæk, kunne han sige: "Jeg har bestilt en plads" og smilede bredt. Så satte han sig - helst -
ved en vinduesplads, så han kunne observere sine medmennesker.
Han var helt anonym at se på, og jeg husker en dame kom op og spurgte mig, om det ikke var Ove
Sprogøe hun havde siddet ved siden. Jo-jo.
Dengang kastede de unge mennesker sig ikke småfjertende over kendte personer, og afkrævede dem
autografer og kommentarer.
I mit bakspejl oplevede jeg dog ofte, at folk sagde. "Skide godt, Ove/Egon" inden de forlod bussen eller
en ældre dame sagde: "Tak for en dejlig teateroplevelse forleden". Så smilede han som en flækket træsko
og takkede hjerteligt.
Han var altid den eneste, der stod af ved sit stoppested i Tømmerup (Amager=biløen), og han havde altid
travlt med at komme hjem til konen. Uanset vejret, har jeg aldrig set ham med en paraply, men altid sin
mappe. Det gjorde et uudsletteligt indtryk at se denne lille, store skuespiller skynde sig hjem til middags-
maden.
Jeg har vist også læst alle bøger om Sprogøe, og jeg har aldrig læst, at havde den mindste smule interesse
i instrumenter. Hans elskede moderne kunst, litteratur og film. Han var hele sit liv en ivrig biografgænger.
Jeg så ham ofte i den biograf, hvor jeg arbejdede. Han kom aldrig til premiererne, men ville hellere komme
en stille eftermiddag, hvor der ikke var så meget virak og tuttifrutti.
Han var virkelig en mand med faste vaner og en jernvilje til altid at yde sit bedste.
Hilsen Poul
